Så skete det

Her sidder jeg så. Tog springet ud af hamsterhjulet. Helt groggy og træt i hjørnet af hamsterburet, og døren til buret står oven i købet åben. Jeg kan gå ud, hvis jeg vil…Og hvordan er det så? Tja, det føles dejligt. Nogen havde nemlig skruet op for hastigheden af hamsterhjulet. Der var egentlig ikke noget galt med at løbe rundt i hjulet ved siden af de andre hamstre. Vi havde jo selv valgt det og det var også meget sjovt. Nogen gange. Der var bare nogen, der havde skruet på hastigheds knappen og hver gang, vi troede, at nu var målet nået, skulle vi lige tage en tur mere og en tur mere. Vi sagde ingenting, vi tog bare en tur mere.

Her i hjørnet af buret kan jeg nu sidde og sunde mig. Og om lidt rejser jeg mig og går ud i skoven. Her hvor jeg kan mærke, at jeg lever, her hvor jeg kan mærke, at jeg trækker vejret. Her hvor jeg får vind i håret og røde kinder og klare øjne. Måske har jeg andre med, som også vil mærke, at de lever, som også vil trække vejret, som også vil leve deres liv og finde glæden og roen.

Kort fortalt er jeg ikke skolelærer mere, men jeg er SELVSTÆNDIG. Den som står for sig selv. Ordet ligger godt i munden og passer mig rigtig godt. Selvstændig, selvstændig…Og ude i skoven vil jeg arbejde med mennesker. Jeg vil bruge mine uddannelser som MBSR- og meditationslærer, kunstterapeut og naturterapeut. Jeg vil bruge mig selv og jeg vil støtte andre i at stå for sig selv og i at finde knappen til hamsterhjulet, så de igen kan trække vejret og mærke, at de lever. Også mens de stille og roligt bevæger sig rundt i hamsterhjulet som var de i den herligste karrusel.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *