”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt”, sådan skrev Kierkegaard allerede i 1843.

Og spørgsmålet er om vi har fået mindre travlt og er blevet klogere. Næppe.

Når jeg møder tidligere kolleger fra min tid som lærer, siger de samstemmende: ”Det går godt, vi har bare SÅ travlt”.

På et mindfulnesskursus sagde en af deltagerne: ”Det er let nok at være mindful, det kan bare ikke lade sig gøre på arbejde”. Det affødte en snak om, hvad man kan gøre på arbejde. Lukke sig inde på toilettet og trække vejret dybt. Snyde lidt med nogen opgaver. Lade være med at kigge i sin kalender for resten af ugen. Forslagene var mange.

Og hvorfor er det at nogen kan overkomme mange opgaver og stadig virker afslappede, og hvorfor løber andre rundt med hovedet under armen og bliver mere og mere forvirrede?

Her har Piet Hein fat i noget af det rigtige:

Helbred er

Hvordan man har det,

Modstandskraft er som man tar det.

Handler det så om, at vi skal overkomme så meget som muligt med et smil?

I min optik NEJ. Som gammel tillidsmand og nuværende mindfulnesslærer skal vi stå på to ben. Det fælles og det individuelle.

Vi skal først og fremmest kollektivt sige JA til det, der giver mening ift. vores kerneydelse og NEJ til det, der ikke giver mening – alt det unødvendige bureaukrati, alle de unødvendige krav.

Individuelt skal vi blive gode til at mærke, om vi har det godt med det, vi har gang i. Om vi kan slække på noget af det, vi oplever som unødvenigt (lad lige være med at sige det til nogen, men jeg har erfaring med, at der alligevel ikke er nogen, der opdager det). Vi skal frem for alt blive ”mindfulle” på den fede måde, så vi bliver bevidste om,  vi er virkelig tilstede, eller om vi er i fremtiden eller i fortiden i vores tanker. For er vi virkelig tilstede med det, vi gør, er det som regel aldrig så slemt som det er i tankerne.

Piet Hein har jo ret, når han siger:

Den, som aldrig lever nu,

lever aldrig –

Hvad gør du?